Danmark har et meget fleksibelt arbejdsmarked, hvor langt de fleste selv finder job. KL ser det derfor ikke som et problem, at en ny undersøgelse viser, at et mindretal af danskerne nævner jobcentrene, a-kasserne og vikar-bureauerne som muligheder for at finde nyt job.
Er selv bedst...
Dansk Erhverv har publiceret en undersøgelse, der viser, at 61% af danskerne mener, de selv ville være bedst til at finde job ved ledighed. 11% siger et vikarbureau. 7% siger jobcenteret. 6% siger a-kassen. Undersøgelsen omtales i dag af Politiken og flere andre medier.
”At seks ud af ti selv regner med at finde job overrasker os ikke. Tallet vidner bare om, at danskerne er meget mobile, og at de stoler på sig selv, også selvom vi befinder os i en økonomisk lavkonjunktur. Det giver i øvrigt også det bedste job-match, hvis folk selv finder deres nye job”, siger KL-konsulent Jakob Sloth Petersen.
En million jobskift
Der er mellem 700.000 og 800.000 jobskift i Danmark årligt. Det svarer til, at hver tredje dansker i arbejdsstyrken skifter job hvert år.
”Jobcentrenes opgave er at hjælpe i de tilfælde, hvor markedet ikke selv formår at bringe de ledige i kontakt med de åbne job”, siger Jakob Sloth Petersen.




