Konkurrencestyrelsen skal være ’vagthund’ i forhold til overtrædelser af konkurrenceloven. Men er ’vagthunden’ taget på sommerferie? Det kan umiddelbart opleves således, når man kigger på styrelsens hjemmeside. I hele juli har styrelsen haft lukket paa sin ’konkurrencehotline’ og ’udbudshotline’.
Hotlines eller coldlines?
Styrelsen har oprettet deres ’hotlines’, så erhvervslivet og borgere kan kontakte styrelsen, hvis de oplever at konkurrence- og udbudsreglerne overtrædes. Men i den varme sommertid er de såkaldte ’hotlines’ nærmere ’coldlines’. Normalt er begge ’hotlines’ åbne to dage om ugen – men i hele juli har Konkurrencestyrelsen valgt at lukke helt ned for dem.
Umiddelbart kan det virke problematisk, for hvad så med de konkurrenceforvridende situationer? Opstår de ikke i juli? Og styrelsen opfordrer jo netop til, at de kontaktes tidligst muligt. Som de skriver på deres hjemmeside: Afgørende beviser i form af e-mails eller breve kan let bortskaffes. Det er derfor vigtigt, at Konkurrencestyrelsen bliver orienteret om en sag, før den er offentligt kendt.
Kontoret er åbent
Når det er vigtigt, at man kontakter Konkurrencestyrelsen hurtigt, hvorfor er deres ’hotlines’ så lukket i hele juli? Og hvad sker der så i august, når begge ’hotlines’ åbnes igen, vil styrelsen så ikke opleve varmglødende telefoner – og vil der ikke opstå en nærmest flaskehalslignende situation, hvis de, der ville have henvendt sig i juli, først kan henvende sig i august?
"Juli er præget af ferie, så behovet for at holde vores hotline åben er begrænset. Sidst i juni oplevede vi en aftagende tendens i opkaldene til hotlinen. Vi har dog ikke lukket helt ned i ferieperioden. De få henvendelser, der har været, er blevet besvaret, hvis vi har vurderet, at det ikke kunne vente til efter ferien," siger fuldmægtig Laura Nyhuus Hansen fra Konkurrencestyrelsen.
Ingen flaskehals
Konkurrencestyrelsen oplever altså en aftagende tendens til opkald i sommerperioden – og fordi styrelsens almindelige telefon besvares i hele juli, så har Konkurrencestyrelsen ikke grund til at frygte en større arbejdsopgave efter ferien.
"Vi forventer ikke, at der opstår flaskehalse på vores hotline i august. Dels fordi starten af august stadig er præget af sommerferie mange steder, og dels fordi vi har været til at komme i kontakt med hele juli," siger Laura Nyhuus Hansen.
Konkurrencestyrelsens to ’hotlines’ åbnes igen til august. ’Konkurrencehotlinen’ åbnes mandag den 2. august mens ’Udbudshotlinen’ åbner den 3. august.
Fakta
Konkurrencestyrelsens to ’hotlines’ er lukket fra henholdsvis 2. juli til 2. august (Konkurrencehotline) og 5. juli til 3. august (Udbudshotline).
Selvom Konkurrencestyrelsen opfordrer til, at man først kontakter deres ’hotlines’ til august, så er det muligt at kontakte styrelsen via deres hovednummer i hele juli.
Styrelsens telefoner er åbne fra 9-16 mandag til torsdag og fra 9-15 om fredagen.




