I lighed med mange andre aktører viser Holstebro Kommune nyheder og informationer om aktiviteter og arrangementer på den største permanente udendørs storskærm i Danmark. Nu giver kommunen også sine borgere mulighed for at bidrage til livet på storskærmen, som hænger på Black Box ved Musikteatret midt i Holstebro.
- Vi vil gerne give vores borgere en chance for at vise, hvad de mener, er godt og specielt ved Holstebro Kommune. Derfor opfordrer vi dem til at sende os et foto eller et videoklip fra et sted i kommunen sammen med en ultrakort tekst om det, de har oplevet. Det kan være om et sted, der betyder noget særligt for dem, et arrangement de har deltaget i eller noget helt tredje. Det skal bare være noget, der er foregået eller findes i kommunen, forklarer Mette Mørk Andersen, leder i kommunens kommunikationsteam.
Også på holstebro.dk, facebook og YouTube
Storskærmen er allerede blevet lidt af et samlingspunkt for både lokale, gæster og turister – bl.a. i forbindelse kampene fra fodbold-VM, hvor flere tusinde har fulgt begivenhederne på storskærmen. Men med sin centrale placering midt i byen, hvor der er mange mennesker og trafik, er skærmen også en slags levende digital plakatsøjle, hvor man har mulighed for at få mange ”i tale”.




